header

Krydret andebryst på linse-/kålblanding

4 pers.

Ingredienser

100 g linser fra puy
2½ dl hønsebouillon
2 andebrystfileter
2 savoykål
groft salt, friskkværnet peber
4 tsk. gurkemeje
lidt hel spidskommen
lidt knuste korianderfrø
lidt frisk, revet muskatnød
lidt cayennepeber
800 g knoldselleri
4 bananskalotteløg
3 dl piskefløde

Fremgangsmåde

Skyl linserne og kog dem op i bouillon. Skum vandet og lad linserne koge møre under låg ved svag varme i ½ time. Hæld dem i en sigte og lad dem dryppe godt af.
Rids skindet på andebrystfileterne i rudemønster. Knus krydderierne i en morter sammen med groft salt. Gnid halvdelen af krydderiblandingen godt ind i andebrystfileterne på både fedt- og kødside. Lad det trække.
Del kål i blade og skær den grove midterstreng fra. Rul bladene sammen og snit så fint som muligt. Læg det i en skål med lidt salt og hæld kogende vand over så det dækker. Lad det stå i 5-10 minutter. Hæld vandet fra og lad kålen dryppe godt af.
Læg andebrystfileterne med fedtet nedad på en tør pande og steg til det er gyldent og sprødt. Vend og krydr med salt og friskkværnet peber. Steg videre på den anden side, til det er gennemstegt. Tag af varmen og lad det trække i 10 minutter inden det skæres ud. Skær selleri i 1 cm. store tern og snit løg i tynde ringe.
Sauter løg klare og bløde i fedtstoffet fra kødet. Tilsæt selleri og sauter godt igennem, vend resten af krydderierne i. Tilsæt fløden og lad det koge igennem. Vend de afdryppede linser i og smag til.
Fordel kålen på et fad eller på tallerkner og anret linseblandingen over. Skær andebrystfileterne i tynde skiver og læg øverst.