header

Ovnstegning

Stegning af større kødstykker i ovnen lykkes altid med ‘vidundermetoden’, som i al sin enkelthed består i at hælde vand i bunden af fadet. Derved bliver kødet ikke tørt, og man får en glimrende stegesky til at lave sovs af. Der må selvfølgelig ikke være for meget vand ved, stegen skal jo ikke koges, men den må heller ikke koge tør. Så man tilsætter mere vand undervejs, hvis det bliver nødvendigt. Skal man lave sovs af skyen, kan man tilsætte så lidt vand, at stegen koger tør eller næsten tør undervejs. Idet vandet tørrer ind, dannes nogle brune stoffer, som både smager og farver. Kringler man den rigtigt, kan man således få brun sovs til flæskestegen uden kunstig kulør. Når skyen er tørret ind, hælder man vand på igen for at opløse det brune og for at holde stegen fugtig. Altså:

Det er det brune, der smager

Når man ovnsteger, er det naturligvis uhyre nyttigt med et par grydelapper. Men har man ikke det, virker et sammenfoldet viskestykke mindst lige så godt. Et par havehandsker af læder er fantastisk gode til al håndtering af varm mad, især mad der skal ind eller ud af ovnen eller når vand skal hældes fra en gryde. De tager det varme pust af hed luft, så man ikke brænder sig så nemt.

Stegning med stegetermometer:

Med et stegetermometer kan man lettere få et overblik over, hvor gennemstegt kødstykket er. Man sætter termometeret midt i den tykkeste del af kødstykket. Pas på ikke at ramme fedt eller knogler, det kan give misvisning.

Nedenfor nogle eksempler:
Svinekød, gennemstegt ved 70 C
Oksekød, rødt ved 60 C
Oksekød, mellemstegt ved 62-65 C
Oksekød, gennemstegt ved 70 C

Få flere tips og guides her: Godlivstil.dk