Den Ting Jeg Fortryder Mest Fra Min Skoletid

Det er efterhånden mange år siden jeg gik i folkeskole. De fleste af mine venner har ikke særligt mange tanker om det, de gik og gjorde, da de gik i skole. Jeg har dog erfaret, at mange af de oplevelser man har i den tidlige barndom har en stor indflydelse på, hvordan man ser verden i dag, og hvordan man reagere på ting. Jeg har derfor brugt rigtigt meget tid på, at tænke tilbage på min tidligere år, for bedre at kunne forstå hvorfor jeg reagerer som jeg gør. Jeg er ofte meget stresset, og kan også have visse problemer med angst. Jeg er angst på både godt og ondt. På den ene side, er det takket være min angst, at jeg kører rundt i en Renault Zoe – jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at skulle bevæge mig rundt ude i trafikken, i en mindre sikker bil. Samtidig er det dog enormt frustrerende at sidde fast i ens egne tanker, frem for at være tilstede i livet og i verden. Det har hjulpet mig rigtigt meget at kigge tilbage på på min barndom, og de oplevelser jeg har haft, som har farvet min tilgang til livet.

Der er specielt ét minde, som jeg tænker rigtig meget på. Mine forældre indstillede mig i en tidlig på, at voksne altid havde ret. Det var sikkert noget de gjorde, fordi de gerne ville sikre sig, at jeg ikke blev en ballademager, og i stedet gjorde alt hvad de sagde til mig. Jeg kan godt se hvordan der umiddelbart vil virke som en god strategi som forælder, og at det gør det noget nemmere at have med sine børn at gøre. Det er dog ikke en speciel god strategi at have som menneske, at det altid er de andre der har ret.

Jeg tror det øjeblik, hvor det gik op for mig, at mine forældres ”regel” ikke helt holdt , var da jeg fik  rigtig dårlig samvittighed over, at stikke en af mine venner. Der var en af mine venner, som vores engelsklærer have set sig sur på af en eller anden grund. hHn var måske heller ikke Guds bedste barn, men det var helt tydeligt, at læreren overreagerede på alt hvad han gjorde. Hvis nogen snakkede i timen, så var det eksempelvis altid ham der fik skylden, også selvom han ikke havde sagt et ord. Det var bare som om læreren nød at skælde ham ud, og det var uanset om det var det rigtige at gøre eller ej. Min ven blev så frustreret over det, at han besluttede sig for, at tage en smule hævn. Det er selvfølgelig aldrig godt at tage hævn, men jeg kan godt forstå, at han havde et behov for at gøre det. Der er mange situationer hvor man som barn kan føle sig magtesløs, og det tror jeg på ingen måde er sundt. Når en lærer på den måde svigter sit ansvar, ved at behandle et barn uretfærdigt, så kan det have store konsekvenser for barnet, hvis han ikke føler, han kan svare igen. Jeg tror der er et meget stort terapeutisk potentiale i, at tage en form for hævn på den måde. Det var da også en ret uskyldig form for hævn, min kammerat besluttede sig for at tage. I løbet af et frikvarter gik han op til tavlen, og erstattede alt kridtet med det slik, der hedder skolekridt. Sådan et stykke lakrids er jo designet til at ligne et rigtigt kridt til en tavle. Da timen startede, og engelsklæreren prøvede på at skrive på tavlen med det hvide stykke lakrids, blev hun selvfølgeligt overrasket, da det ikke lykkedes hende at skrive på tavlen. Vi var kun tre der vidste, at det var min ven der havde gjort det, og vi kunne selvfølgelig ikke lade være med at grine.

Hurtigt var det hele klassen der brød sammen af grin, og vores lærer blev helt rød i hovedet. Desværre havde hun lagt mærke til, at jeg var en af de første til at grine. Hun vidste, at jeg plejede at gøre alt hvad de voksne sagde, så hun kiggede direkte på mig og spurgte hvem der havde gjort det. Jeg føler mig virkeligt presset. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og derfor gjorde jeg selvfølgelig det, som jeg var blevet opdraget til: jeg pegede på min ven. Han kiggede forskrækket på mig, Og jeg vil aldrig glemme hans ansigtsudtryk den dag. Jeg har gjort mange dumme ting igennem mit liv, men det er helt klart den her jeg fortryder mest.

Comments

comments